Stormandsgården

  • Familie Semko2 Web
  • stormandsgården gul
  • Stormandsgården Set Fra Det Østre Porttårn
  • Stormandsgården Tage

Stormandsgården er middelaldercentrets uomstridte perle.

Her kan du opleve et sammenhængende gårdmiljø med tilflugtstårn, køkkenhus med stegers og folkestue, stald, andagtshus og stormandsfamiliens fine beboelseshus, - det hele omgivet af 150 m palisade med to porttårne. Bag den røde jernbeslåede dør finder du stormandens storslåede festsal, udsmykket med fantastiske kalkmalerier, glaserede gulvfliser og glasvinduer - og ned af trappen ligger stormandens private gemakker med himmelseng, skrivepult og udskårne kister.

Stormandsgården indbyder til at gå på opdagelse, og hver en krog byder på oplevelser... Hold udkig fra tårnet og se kysten ved Gudhjem, løb en tur rundt om hele gården på palisaden, opdag det middelalderlige køkkens muligheder i stegerset, skriv med fjer og blæk i skrivestuen eller find dit eget stjernetegn blandt kalkmalerierne i festsalen.

 

Baggrund for stormandsgården

Gården er ikke en rekonstruktion af en bestemt stormandsgård. Det har vi hverken arkæologisk belæg eller praktisk mulighed for.

Da vi ikke har mose eller sumpede områder på Bornholms middelaldercenter, og da de tre gamle bornholmske borge iøvrigt er bygget på klippeknuder med stejle skrænter, har vi placeret vores gård på en bakketop med klippeskrænt mod nordøst. Omkring gårdens bygninger har vi anlagt en jordvold, som er 2,5 meter høj og 5 meter bred forneden. Da vi ligger på massiv klippegrund, har vi ikke haft mod på at sprænge ud til en voldgrav og nøjes derfor med en antydning.

I den tidlige middelalder var det først og fremmest kongen og bisperne, som byggede borge. Kongen for at administrere og forsvare landet og dets rigdomme. Bisperne for at forsvare sig imod kongen, som de ofte lå i strid med.

Omkring midten af 1200-tallet skete der imidlertid noget, som for en tid ændrede normen for borgbyggeriet i Danmark.

Forandringerne startede med kongeslægtens indbyrdes strid om retten til tronen, hvilket førte til borgerkrig.

Borgerkrigene foregik rundt i landet, hvor byer og landsbyer blev plyndret og brændt ned.

Hertugdømmet Slesvig krævede selvstændighed, hvilket førte til krig og gav problemer helt frem til 1864. Krigene kostede dyrt, og kongen krævede flere skatter af bønderne. Det førte til bondeoprør, der kostede kongen penge, bønderne livet og stormændene besvær.

Da kongen ikke kunne få nok penge ind på skatter, begyndte de at pantsætte Danmark og mistede dermed både de løbende indtægter og myndigheden over landet.

Kirkens krav om øverste myndighed i samfundet nåede til Danmark og førte til kampe mod kongemagten i bl.a. København og på Bornholm.

Dertil kom et utal af andre alliancer og fjendskaber, som også Norge, Sverige og holstenerne deltog i.

Hverken bønder, byens borgere, kirkens folk, landets stormænd eller for så vidt kongen kunne føle sig sikre. I et rige svækket af krige og efterhånden uden konge og centralmagt havde lovløsheden frit spil.

Mange af de tusind voldsteder, som vi kender i Danmark, blev  anlagt netop i denne urolige periode fra omkring midten af 1200-tallet til sidste del af 1300-tallet. De blev ikke først og fremmest anlagt af konger og bisper, men privat af stormænd.

Kongen og bisperne byggede stærke borge, der skulle holde i mange år, og som skulle kunne modstå angreb fra egentlige hærstyrker. De privat befæstede stormandsgårde var kun i brug så længe, som det var strengt nødvendigt, og var beregnet som værn imod omstrejfende røverbander, hærgende krigskarle, oprørske bønder og fjendtligsindede ligemænd.

Nogle af de befæstede stormandsgårde blev formodentlig angrebet og brændt ned, mens andre frivilligt blev forladt, da der igen kom samling på riget i sidste halvdel af 1300-tallet.

Klimaet har næppe været behageligt ude i den fugtige mose, og forholdene var trange bag vold og voldgrav. Arkæologiske udgravninger viser, at nogle af gårdene kun har været i brug i 18-20 år, mens andre har fungèret op til 100 år.

Dertil skal nævnes, at Margrete I i 1396 forbød privat borgbyggeri, og at både hun og hendes forgænger, Valdemar Atterdag, lod private borge rive ned for at få samling på et rige i opløsning.