Historama - etape 1 er en gennemgribende forvandling og udvidelse af Bornholms Middelaldercenters udstillinger og formidlingsplatform. Desuden bygges der en ny hovedindgang og der etableres nye forbedrede rammer for museumsbutik og café.
Historama bliver en ny form for historisk oplevelsesunivers for både børn og voksne, som skal give den besøgende lyst til, at udforske både middelalderen og Bornholm.
Temaerne i de nye aktiviteter og udstillinger bliver:
1. Bornholms Mangfoldige Middelalder
- Kirker, kilder og kapeller
- Borge og magt
- Østersøens knudepunkt
- Bornholmerne
2. Kanonen
3. Arkæologens Værksted
- Arkæologens værksted inde
- Arkæologens værksted ude
Når Historama - etape 1 er gennemført, vil vi glæde os til, at byde vores gæster velkommen hele året, til et indendørs oplevelsestilbud af høj kvalitet.
Læs prospektet for Historama her - klik på billedet.
I forordet til prospektet for Historama skriver Asger Høeg, direktør for Experimentarum.
Når man står med dette prospekt for en udvidelse af aktiviteterne på Bornholms Middelaldercenter i hånden, er der kun én tanke, der render i hu: „Gid dette udstillingscenter må blive realiseret. Sikke en dejlig fornyelse af Bornholms kulturliv dette nye Historama vil betyde!".
Historama vil styrkes af „stedets ånd", fordi Bornholm er det sted i Danmark, hvor man møder de fleste synlige levn fra middelalderen. Tænk bare på det ikoniske Hammershus, det mytiske Lilleborg, de flotte rundkirker og de mange kapeller. Danskernes viden om middelalderen kan godt trænge til et løft. Middelalderen har altid haft et dårligt ry som en periode, der var præget af stagnation. Historama vil kunne fortælle, at middelalderen faktisk har været præget af mere ressourcestærke mennesker, end vi hidtil har troet. Historama vil faktisk kunne være med til at give middelalderen et bedre „brand"!
Når man besøger Bornholms Middelaldercenter, imponeres man over kulturinstitutionens høje aktivitetsniveau. Her er der levende formidling af middelalderen for unge såvel som gamle – i øjenhøjde. Middelaldercentret kan – efter 16 års drift – snart byde gæst nummer 1 million velkommen. Godt klaret af en attraktion på en ø med under
50.000 indbyggere!
Bornholms Middelaldercenter breder sig ud over 16 hektar af Bornholms dejlige klippegrund. Centret vil med Historama holde åbent hele året rundt og vil dermed understøtte den helårsturisme, som er så vigtigt et mål for Bornholm at styrke. Middelaldercentret har opnået Undervisningsministeriets attråede godkendelse som et videnspædagogisk aktivitetscenter; en statslig blåstempling, som borger for centrets høje kvalitetsniveau.
Historama er en enestående kombination af historiefortællinger, kobling af gammel og helt moderne teknologi samt levende, kropsliggjort formidling. Historama vil blive et internationalt fyrtårn for andre middelaldercentre i Europa.
Når man betragter alle de gode egenskaber ved Historama og Bornholms Middelaldercenter,som jeg har anført ovenfor, må læseren da give mig ret i det bønlige håb: Gid at dette spændende formidlingscenter må blive realiseret!
Asger Høeg
Direktør, Experimentarium